tirsdag den 3. marts 2015

Blogger for Aarhus Onsdag!

Denne klumme er i dag at læse i Århus Onsdags tillæg Århus Syd, hvor jeg nu er fast SYD-blogger, med et indlæg hver femte uge - om livet syd for Århus!

Mani i Marts
 Når man sådan rigtig fintænker over den brede vifte over manier der egentlig findes, som f.eks pyromania (at sætte ild til ting) trichotillomania (at dreje og dreje små totter hår indtil det falder af) erotomania (søge efter kærlighed alle de forkerte steder) og dromomania ( et uopsættelig ønske om at rejse og komme væk) ville jeg langt foretrække dromomania!

Vel ikke en helt u-ønskværdig mani, der dog alligevel har sine turn off's, som f.eks at ramme den angrebne på pengepungen!! Helt dromomania-agtigt ønskede jeg mig engang altid at forlade dette kolde, våde land for vinteren. Den klamme have og vindblæste gårdsplads. Væk afsted!

Var det ikke Henrik Nordbrandt der skrev    “Året har 16 måneder: November,  december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” ? Der er noget om snakken, men denne, dengang så  u-lykkelige lyriker, boede da også i både Grækenland og Tyrkiet i vintermånederne. Jeg forstår ham så godt, blot er det ikke november der falder mig lang, det er januar, februar og marts, dem kan jeg godt undvære!

November er for mig fyldt med hyggelige gøremål: Her på Vilhelmsdal sælger vi Juletræer fra midt i november til Juleaften, og så afholder vi årets store Kunstudstilling, så her sker noget hver dag. Og så kommer Julen med gæster og fester, og det hele afsluttes med Nytårsaften, altid i selskab med gode naboer og venner!

Men så rammer januar, med udsigt til februar og marts! Det er her man kan behøve lidt hjælp - noget at glæde sig til og over, noget at se frem til, og helst ikke om alt for lang tid! Når man så, af mange indlysende årsager: arbejde, kurser, husdyr og gårdens almindelige vedligeholdelse, ikke har mulighed for at rejse i flere uger eller ligefrem måneder ad gangen, må man finde på noget andet!

Men er det ikke også ved at vende, alt det med lange og kolde vintermåneder? Ikke et ord om global opvarmning og den menneskeskabte stigning af drivhusgasser i atmosfæren, men har vi haft vinter i år? Er det ikke marts nu og står Påskeliljerne ikke allerede på spring  i haverne? Vi har fluer i anretterkøkkenet og i går kom katten hjem med en flåt i skíndpelsen! Udenfor vinduerne sidder skovduerne allerede to og to på bøgens grene og det lille rådyr, som holder til her på gården, er allerede i gang med at jage lammene fra sidste kuld bort! Lærken har vi hørt længe og snart skal havemøblerne frem! Eller blev de overhovedet stillet ind sidste år? Efter en sommer der bare blev ved og ved, var der jo ikke rigtig nogen grund til at stille dem ind, man blev da gerne hængende ude så længe som muligt og i år har der allerede været flere gange, hvor man sagtens kunne snuppe sin kaffe, siddende på bænken ved husmuren i den lune eftermiddagssol.

I en sådan stund får tankerne let vinger på en rejse mod forårets lys og de mange hyggelige gøremål, som venter i haven. Nej, vi rejser ikke væk, her venter klargøring af haven, højbedene og drivhuset. Skal vi forsætte med de samme planter eller lade nye komme til? Skal man pleje en lille anthomania (besættelse af blomster)?  Alt sammen endnu kun tanker og drømme, hvor i fremtiden er gemt!

Kilde: The List of Manias, fra The Phrontistery Page

6 kommentarer:

Stein sagde ...

Så flott bilde du har viser i dag. Har våren virkelig kommet så langt på Vilhelmsdal? Jeg er en av dem som føler vinteren var mild, kort og hyggelig i år, så dette kunne jeg definitivt vendt meg til :-)
Ute er det stadig flere vårtegn og det er flere uker siden jeg så de første snøklokker, så nå fokuserer jeg bare på den herlige tiden som ligger foran oss.
Ha en fortsatt riktig fin dag :-D
Stein

Elin sagde ...

Hejsa Stein, jeg må indrømme at dette foto er taget for nogle år siden, den 12. Marts, her er rigtignok vintergækker og erantis, men påskeliljerne er endnu ikke sprunget ud!
Ja, vinter har vi ikke mærket meget til, skønt lige nu sner det udenfor med store, fede fnug! Mærkeligt ser det ud, med sne på alle blomsterne 😄

Henrik sagde ...

Hej Elin, måske du har lidt ret, egentlig er november ikke så slem, det er mere tanken om at efter november venter december, og januar. Selv med februar er der ikke skyggen af forår i sigte, marts, det hjælper da lidt. Men april, åh jeg elsker april, for nu ved jeg det er bedre, jeg får det bedre. Kan man ikke rejse væk, må man enten gå til hjernevrideren og lære at håndtere vinteren. Eller skabe en ny virkelighed , et utopia, en drøm. Jeg prøver det sidste. Tror lige jeg laver et indlæg herom.
HEnrik

Unknown sagde ...

Hvor er det en flot blog, meget inspirerende og meget smukke fotos.
Mange hilsner

Livsnyderhaven.dk sagde ...

Jeg er ikke glad for januar og februar, de er tunge måneder med kulde og mørke. Men omvendt gør de også marts meget bedre end den er. Glæder mig til april og maj for så går det løs i haven... Spændende at du er begyndt at blogge i avisen nu. Dejligt når tingene udvikler sig. Havehilsner

Unknown sagde ...

Hej Elin - Jeg synes heller ikke, november er den værste måned, men derimod januar og februar, hvor det er så mørkt og koldt. - Men nu er det forår, og snart må det blive varmere, forhåbentlig! - God weekend!