fredag den 21. august 2015

Way To Go!


Denne klumme er i dag at læse i Århus Onsdags tillæg Syd, hvor jeg skriver om livet syd for Århus og i dette tilfælde om færdsel uden om kommunale veje! 

I år til september er det 20 år siden jeg flyttede på landet! Vi flyttede fra Aarhus C, en lejlighed på 2. sal, til et lille fiskerhus nogle kilometer syd for Århus. Vi er flyttet to gange siden da, men har altid holdt os indenfor området Aarhus Syd! Det er nu engang her vi synes der er smukkest og bedst at være! Vi flyttede på landet af grunde som nok er de mest almindelige for tilflyttere til landområder: Trangen til friluftsliv, egen jord under neglene og vandreture!

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser og erfaringer med vandreture, hvilke situationer er det så jeg husker bedst? Det er ofte den hvor noget gik galt eller måske ovenikøbet  der hvor den landlige idyl i den grad ikke levede op til forventningerne! Jeg kan i flæng nævne det sted, hvor en smuk grusvej ned til stranden blev omdannet til en skærvefyldt, stenet og ufremkommelig vej, ingen kunne hverken gå eller cykle på. Eller de utallige steder, hvor grusvejen pludselig slutter, uden påviselig grund, andet end her ønsker lodsejeren ikke andres færdsel! Eller de fyrretræskantede, harpiksduftende småstier ned til stranden, hvor der pludselig en dag var sat låger og FORBUDT skilte op, af sommerhusejere, der ikke kunne enes om adgangsret til sti og vej. Nok om livet ved stranden!

Landlivet derimod, omgivet af gårde, marker søer og små fredsskove bød på andre oplevelser på vandreturen. Her er længere mellem naboerne men til gengæld tættere trafik på de små snoede veje tæt på Aarhus forstæderne. Hvor vil man så gå? Ja, så vil man jo gerne ind på markerne, stierne og de små tilgroede hjulspor, simpelthen for at undgå at blive mejet ned af en alt for hurtig bil eller den landevejsbrede traktor. På de fleste veje må man gerne færdes, men når en vej bliver til en grusvej, kan man være stensikker på at den er privat, eller privat fællesvej, hvilket blot betyder at vejen ejes af flere. Vi bor selv på en sådan vej, her er vi tre husstande om vejen. Her er både småskove og markveje, hvor vi har fået tilladelse af ejeren til at færdes. Så vidt så godt!

Nu har jeg jo altid været glad for uberørt natur, og vant til, fra min tid på det yderste næs, at kunne færdes stort set overalt, så selvfølgelig kunne jeg heller ikke her holde mig til den slagne vej. Så inden længe stak jeg også ind over marken, ned i en mose og op på en høj - uden at spørge om lov! Og en skønne dag blev jeg da også indhentet, halvt inde på en brakmark, der udgjorde en genvej hjem til egen matrikel. Den meget venlige gårdejer gjorde mig her opmærksom på at han som jæger, helst ikke så at der færdedes alt for mange mennesker hen over arealerne. Ikke fordi han var bange for at forveksle mig med en hjort, men simpelthen fordi dyrene blev forstyrrede og måske fortrak til andre græsgange. Det forstod jeg så udmærket godt, og skyndte mig da også at luske ud på landevejen igen. Min pligtopfyldenhed varede dog ikke længere end til ugen efter, hvor jeg, på samme vej hjemover, blev overrasket af en byge! Dette gjorde at jeg gav mig selv lov til at at være en badass og igen skyde genvej henover den åbne brakmark, idét jeg selvfølgelig håbede på at ejeren ikke var hjemme og opdagede mig!

Og hvad skete der så!  Da jeg nåede ned i dalsænkningen så jeg pludselig tre smukke rådyr, der lå og hvilede i det høje græs! Da dyrene opdagede mig, i fuld fart og vandrestøvler, blev de selvfølgelig forskrækkede, sprang op og fløj afsted henover marken, med kurs lige mod den trafikerede landevej! Mens jeg, fuldstændig overrumplet og rædselsslagen så til, sprang de små dyr ud på vejen, lige foran to biler, der fra hver sin side af vejbanen bremsede op – ja de nåede at bremse op – så de tre dyr kunne komme i sikkerhed på den anden side af vejbanen. Jeg følte meget stærkt dér, at det var MIN SKYLD, ja lige præcis min skyld, hvis der var sket et sammenstød, hvor både bilister og dyr kunne være kommet slemt til skade! For jeg havde ikke noget at gøre på den mark! Havde lovet ikke at gå der. Og har aldrig gjort det siden! Nu ville jeg bare ønske der snart bliver gjort noget ved den nye Bering–Bedervej, så vore små biveje kan blive sikrere for os der elsker at vandre!

Esoterica: Herhjemme er vores egen Søren Kierkegaard citeret for at sige. ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom. Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”. 


tirsdag den 11. august 2015

Sen blomstring

Så sprang de endelig ud, de store Dahlia!