mandag den 30. marts 2009

Blishans og Blishøne

Photobucket
Blishønsene vendte tilbage midt i marts, og er nu godt i gang med byggeriet af en noget tvivlsom rede. Blishøns bygger ret
sjusket, nærmest bare en stor forhøjning af grene og mudder ude mellem sivene på øen, eller mellem nedhængende grene.

Vi har nu to blishøns, et troldandepar og tre vildænder, én hun og to hanner, på søen. Jeg savner de små lappedykkere fra i fjor.
Men de kan stadig nå at dukke op.

fredag den 27. marts 2009

Bag duggede Ruder

Photobucket
Mens mureren arbejder med pudsning af vægge er jeg gået igang med at afrense de gamle staldvinduer. Det foregår med vand,
eddikesyre og stålbørste her i første omgang. Nu kan man se ned til porten her fra det rum hvor der skal være Bed & Breakfast.
Og nu kommer lyset endelig ind her hvor der engang gik køer og grise!

fredag den 20. marts 2009

Atelieret Update

Photobucket
Det går langsomt fremad udvendig som indvendig. Utroligt så mange brokker, puds og gamle stolper vi har fået kørt bort
efterhånden.


Photobucket
I selve atelieret mangler isolering af loftet og den sidste pudsning. Hullet til pejseindsatsen venter: når jeg kan tænde op her
første gang er atelieret færdigt!

onsdag den 11. marts 2009

Fem Flotte Dyr

Photobucket
En rigtig forårsmorgen med fuglesang, fasan fanfare og fem flotte dyr lige udenfor terrassedøren. Skynder mig at hente mit
kamera og knipser løs fra trappen mens den fine lille flok bevæger sig fra engen op til stendyssen og videre op på skovstien.
De så mig godt, men vidste også at her på matriklen bliver der ikke skudt med skarpt. Jeg fik 18 'skud' af de fem flotte dyr.
På den første rigtige forårsdag!

Photobucket

mandag den 9. marts 2009

På Spring

Nu vælter forårsblomsterne op af jorden: Vintergækker, Erantis, de første narcisser og krokus - ja selv de tidlige tulipaner har
stukket spidse, fine blade op af den mosklædte plæne og skovbund. Overalt ligger der nedfaldne grene og kviste og enkelte sorte, halvtformuldede efterårsblade der ikke blev samlet op i fjor . . . kort sagt: det hele råber på at man går der ud og kommer i gang!

Men jeg har travlt med en anden slags sæson, nemlig udstillings sæsonen. Der skal males op til forårets udstillinger og ikke at forglemme Poster Release på Odder Avis og TeleOdder på fredag. Læs mere her

onsdag den 4. marts 2009

Blishønsene vender tilbage

Photobucket
Nu er foråret da kommet, for i dag vendte blishønsene tilbage! Vi havde sidste år flere par rugende blishøns, men så lille en sø
fryser hurtigt helt til, så ænder, lappedykkere og blishøns må trække ud til kysten for at kunne finde føde for vinteren.
Men nu er det første par vendt tilbage og joller lystigt rundt og inspicerer de gamle redepladser. Det bliver sjovt igen at følge
redebyggeri og rugning - og se hvor mange kyllinger der kommer ud af det i år.

tirsdag den 3. marts 2009

Lyst Gråvejr

Photobucket
Det er gråvejr for tiden og har været det længe. Men det er lyst gråvejr, og det er egentlig ikke så tosset. Lyst gråvejr er f.eks.
godt at mure i (cement og mørtel tørrer ikke for hårdt op), det er også godt at kalke i (kalken afbrænder ved sol og for tør luft)
og endelig er lyst gråvejr godt til at fotografere i!
Jeg skal dog ingen af delene for jeg er mega-forkølet og har tænkt mig at blive inden døre!

søndag den 1. marts 2009

Sommerkurser

Photobucket
Så er de allerførste foldere på vej med posten! Sommerens kurser ligger måske ikke lige rundt om hjørnet, men det er alligevel
nu, de fleste begynder at planlægge hvad de vil foretage sig i deres sommerferie, så det er ikke for tidligt.
Læs mere om sommerkurser på Vilhelmsdal på www.vilhelmsdal.dk. Her kan du finde min mailadresse eller tlf. nr. hvis du
vil høre mere, eller have tilsendt en folder.