søndag den 16. juni 2013

Gæt en Blomst

Denne plante med mange hvide knopper er skudt op bag stauderne i skovhaven, efter vi fældede endnu et par træer. Hver gang vi fælder et træ, og der således bliver lukket lys ind i glemte og tilvoksede dele af haven,  dukker der gerne nye planter op, som har stået i stampe eller slet ikke har haft chance for at nå op i dagens lys, over en længere år-række. 

Spændende er det hvergang, og også på en måde lidt rørende, at se hvor livskraftige planterne er: på gamle luftfotos af gården, kan jeg se hvor der i tresserne har været staudehave, og hvor der har været bær buske. Området med ribs og stikkelsbær har jeg nu fået rimeligt afdækket, men ikke den gamle staudehave. 

Den bliver nok slet ikke til staudehave igen, men disse tre planter dukkede altså op af glemslen i dette forår, og da de stadig står i megen skygge, er de ikke kommet længere end til knopstadiet. Jeg tror de måske slet ikke når at springe ud, før de visner ned. Bedst at grave dem op, og flytte dem andetsteds hen, en plads med mere sol! Og så gætter jeg på Hvid Kejserkrone. Frittilaria Raddeana. Andre bud?




3 kommentarer:

marie sagde ...

Martagonliljer er helt sikkert mit gæt - de var før i tiden ret udbredt i store landbohaver. Hvor er I heldige.

Elin sagde ...

Hej Marie, tak for dit svar, og jeg tror sørme du har ret! Har lige været ude og se på planten igen, og sammenligne med liljer fundet på nettet, og det ser faktisk ud somom den bliver pink indenunder den hvide knop. Måske den alligevel springer ud selvom den står i skygge.

Martagonlilje! Den har jeg aldrig hørt om. Nu får den lige lov til at stå indtil den har afblomstret, så skal den have en bedre plads i haven. Hvor man kan se den :-)

idehaven sagde ...

Hej.
Jeg er også sikker på at det er en martagonlilje. De er så smukke og faktisk ikke altid så nemme at få fat i. Dyre er de også. Var i de gamle haver og det er også fra en nedlagt jeg har fået mine før buldozeren kørte hen over dem.
Så pris dig lykkelig og nyd dem.