tirsdag den 7. oktober 2008

Kunsten at leve et Vildt og Poetisk Liv

I morges stod Katten og jeg tidligt op, og startede dagen med at tage vores piller. Mine blodtryk's; hurtigt ned med et glas vand, mens Kattens piller var en lidt mere omstændelig sag, idét dyret stritter meget imod, ved enhver form for medicinering.

Katten skulle ha' 1/4 Actavis mod betændelse og 1 lille blå Prednisolon (binyrebarkhormon) mod aldersbetingede forstyrrelser. Disse piller glider dog pænt ned hvis de først hver især bliver omhyggeligt trillet ind i en lille kugle af fars, helst flæskefars, som Katten sætter meget stor pris på.

Derefter går turen op på det lille hjørnekontor hvor dagens mail checkes mens der ryger to - tre kopper stærk Café Noir ned. Når det lysner udenfor er det tid til en tur ned i skoven, rundt om Søen og ud i landskabet med mit kamera.

I disse dage er der mosekonebryg, rimfrost og andetræk på programmet. Lindens knaldgule blade og Blodblommens komplementære svar i dyblilla. Pilen ved Søen lyser Limegrøn i de sorteste skygger og hejrens blågrå vingeslag pisker vandet op i sølv og sepia. Jeg klikker løs indtil displayet lyser rødt. Så går turen hjemad. Hjem til manden, der nu er stået op, kattene, mere kaffe og dagens aviser . . .

Kunsten at leve et Vildt og Poetisk liv? Åh Ja! Det er jo en roman af Tomas Espedal, som jeg også skal se at få læst færdig inden alt for længe!

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det var spændende at læse om din morgen, Elin! Ak ja, katte og piller er ikke nemt, men det er et smart trick med flæskefarsen.
Sikke dejlige motiver du fortæller om!
Tomas Espedal har også skrevet 'Gå', som jeg nød for få måpneder siden. Den kan anbefales på det varmeste :-)

Elin sagde ...

Godmorgen igen, Gitte. Nu er katten i sin kurv og jeg på vej ud for at stikke buksbom.

Den hedder jo 'Gå – og Kunsten at Leve et Vildt og Poetisk Liv'.
Det er skam den samme bog, og det var dig der anbefale mig at læse den. Jeg er kommet halvvejs, sammen med Jonathan Lethems 'Råchockteksterne' som er mere fængslende lige nu :-)

Annie Fryd sagde ...

Elin... det lyder som en skøn morgenstund. Gid jeg var sådan en tidlig morgenvandrer, men jeg er SÅ glad for min seng og min varme dyne, at det er en svær svær overvindelse at komme ud af fjerene.

Espedals bog, er det den der blev omtalt i sidste nr. af "Hus forbi"? Den skal jeg nemlig huske næste gang jeg kommer til byen og biblioteket....

Elin sagde ...

Annie :-) God morgen til dig også!
Jeg har ikke læst Hus Forbi, men det er sandsynligt at den skulle være omtalt der.

Anonym sagde ...

Jeg tror jeg ville sætte pris på at kunne gå en tur om morgenen. Lige nu har jeg ikke overskud til det - og det er vist en ond cirkel; men det er faktisk inspirerende at læse om, hvad du laver om morgenen. Sød kat, som tager medicin:-)