onsdag den 15. juni 2016

Farven Grøn


Denne klumme er i dag at læse i Århus Onsdags tillæg Syd, hvor jeg skriver om livet syd for Århus og i dette tilfælde om Farven Grøn!
Jeg havde engang havde et problem med farven grøn. Det var i tiden lige efter Kunstakademiet. Jeg kunne simpelthen ikke bruge denne farve. Og da slet ikke efter jeg tilfældigt var stødt på et citat af Kandisky, som jeg dengang var en stor fan af.

Kandinsky skriver i sin bog "On The Problem of Form": "Farven grøn er at ligne med en fed og sund  ko, der ubevægelig og drøvtyggende, roligt betragter verden med sine dumme og matte øjne". Med en sådan holdning var det jo ikke mærkeligt at den ekspressionistiske maler Vassily Kandinsky (1866-1944), ignorererede grøn i sine værker. Han anså simpelthen farven grøn for  et "begrænsende element" og farven på selve borgerskabet, baseret på dets passive virkning.  

En anden kommentarer fra W. Kandinsky:  Grøn er den mest afslappende farve, der eksisterer. Billeder malet i grønne nuancer er passive og har en tendens til at være trættende; dette står i kontrast til den aktive varme gule eller den aktive kølighed i blå. I farvernes hierarki er grøn "burgeoisie" - selvtilfreds, ubevægelig og smal. Det er farven på sommeren, den periode, hvor naturen hviler ud efter vinterens storme og forårets produktive energi.

Efter en rejse til Finland hvor stort set alt hvad jeg så af landskab var larmende grønt fik jeg dog et anderledes syn på den grønne farve! Grøn er da også den farve der spænder over flest nuancer, det er en vegetativ farve der simpelthen giver ro. I folkemunde udtrykker farven grøn da også både håb, noget spirende og livfuldt, grøde og vækst !

Farven grøn er overalt! Det er den mest almindelige farve i verden, og ligger nummer to under farven blå, som den mest almindelige favorit farve! Det er en farve vi assoicerer med penge, miljøet og marsmænd, men også revitalisering og genfødsel! I Japan står farven grøn for evigt liv, mens man indenfor Islam ærer den grønne farve, som man mener var profeten Muhammads yndlingsfarve, og farven på hans kappe og turban. 

Her på gården har jeg for tiden to, meget forskelige, grønne farver som foretrukne farver i haven. Den ene er ir-grøn, en nuance jeg selv blander af én del Green Gold, én del Titan Hvid og en anelse Kobolt Blå. Denne farve gør sig godt malet på lyse krukker og på mit vandbassin i cement. En anden yndlings er Racing Green, samme som man kender den fra Københavnerbænken hvis farve går under betegnelsen RAL 6009. Den fremstiller jeg af 2 dele Emerald Green og 1 del Paynes Grey. Denne meget mørke grønne udmærker sig ved at virke nærmest sort når den er våd. Den har jeg brugt på et antal store krukker med tilhørende underskåle, hvor der nu er sat Ingrid Bergmann Roser. Farven matcher den dybgrønne farve på planternes blade og fremhæver dermed de store mørkerøde blomsterhoveder. 

Ja, lad os male dagen grøn! Skoven er nu grøn, markerne grønnes og det bliver ikke bedre end her i juni! 

2 kommentarer:

Livsnyderhaven.dk sagde ...

Jeg er fan af grøn - så lad os bare male dagen grøn. Grøn danner rammen for de andre farver i haven - i min have.

Hav en skøn dag

Maria

Anonym sagde ...

Jo, jo! Grøn er skøn. For tiden min yndlingsfarve (det skifter lidt)








..... og så er der også den skønne grønne farve, som træværket i Monets have i Giverny er malet i. Hvad hedder mon den?