Jeg har noget med træer. Har altid været betaget af træer. De optræder da også jævnligt i min billedverden, især de store ege og asketræer som vokser her i bakkerne rundt om gården. Træer har altid haft en speciel plads i myter og religion. Digtere og kunstnere, videnskabsmænd og historikere; gartnere, økologer og filosoffer – alle beundrer de træet, og dog kan ingen eftergøre det, kun tiden kan.
Træer inspirerer; det har længe givet ly og læ. Sammen med f.eks. sten vil det altid forblive det rene, tavse vidne til alt hvad der sker. Det personificerer skønhed, romantik, genfødsel og mystik, og for dem der hælder til det overnaturlige (ikke mig) kan det ovenikøbet være istand til både at påkalde gudernes vrede samt tilskynde alfeverdenen til kamp og gengældelse!
Vore forfædre var godt klar over at træer skulle respekteres. Det moderne menneske er ofte langt mere primitiv i sin forståelse af den naturlige verden og sit inderste væsen. En gran kan nemt overleve selv det mest sikre fort. Forfattere fra Pliny til Yeats, J.G.Frazer og Robert Graves har udforsket træets symbolisme og gennem skabelsen af hobbitten, viste en forfatter som f.eks. Tolkien sin store respekt og beundring for træet som sådan.
En storm kan fælde et træ, men kun mennesket kan rejse skov for udelukkende at tænke i profit og udkomme.
