Viser opslag med etiketten Gårdtræet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gårdtræet. Vis alle opslag

onsdag den 4. juli 2018

Nu falder bladene . . .



Solen er jo skøn og længe ventet, men man kan ærge sig og glæde sig på samme tid. Her skal vi snart have heste på sommergræs, men hvor er sommergræsset? Folden er høstfarvet og fløjlsgræsset er visnet forlængst. På gårdspladsen står den store lind med en krone der er gul, bladene er begyndt at falde af, det bliver et mærkeligt syn at se et bart træ allerede i august, og det kommer til at ske for jeg har fulgt det træ i så mange år, det bliver normalt gult i oktober, og det står ikke længe med gule blade, de falder af kort tid efter de er gulnet. Det bliver et sørgeligt syn, hvis det kommer til at ske! Et bart træ i august? Vejret er usædvanligt i år, men så har vi da det at tale om. . .




onsdag den 16. november 2016

En Rigtig Juleudstilling!


Denne blog er fra Aarhus Onsdag Syd, den 16. november 2016. Foto fra Vilhelmsdals Juleudstilling, 
Skulpturen der Tegner af Anne-Mette Nyland. 'Without a beginning and with no End'

Hvert år i november sker samme lille mirakel: Den Store Lind tænder lyset på Gårdspladsen! Det specielle ved linden er at den meget tidligt skifter farve, og ikke, som de fleste andre træer først til brunt og senere gul, men nærmest bliver knald gul over-night, mens alle andre træer stadig står med grønne blade. Og ikke nok med at den lyser, den ligner også en kæmpe lysekrone med sine buede opadstræbende grene, med sine hjerteformede gule blade, der ligefrem oplyser hele området omkring træet.

I skrivende stund er de sidste blade dog faldet og man kan se træet i sin egentlige form. Det samme gælder alle de andre træer omkring gården, bladene er væk og det giver et helt andet udsyn! Man kan roligt sige at vi har fået mere lys at gøre med, nu hvor vi ikke længere er lukket inde af store grønne kroner af blade.

Tydeligst kommer det til udtryk i mit atelier, der året rundt bliver oplyst af ‘fladt’ lys, lysstofrør med hvidt lys, der ikke forvrænger farverne i mit maleri. Her er faktisk lysere i rummet om vinteren, end der er resten af året, hvor det godt kan minde lidt om bunden i et akvarium, hvis ikke lysstofrørene er tændt. Men når de er tændt, er her til gengæld også lige så lyst som på et græsk cafeteria!

Men snart vil der være lys i alle kroge her på den gamle gård: Den store Vinterudstilling nærmer sig og så skal der skrues op på alle lyskilder! Oppe på bakken hvor Anne-Mette Nylands fine installation før stod, skal der nu stå et 3 meter højt grantræ med lys på grenene! Lindetræets krone er også igen illumineret: en kraftig, skjult projektør lyser op mellem grenene og får træet til igen at vise sig fra sin bedste side! Der er lys i alle staldvinduer og i portens fine gamle lygter.

Så kom der også lys over bakkerne nu da den første sne er faldet. Jeg kan da godt se det lyser op når sneen dækker alle flader derude, men er nu ikke selv den store fan af lige den slags lyskilde. I år nåede jeg ikke at få Dahlia knoldene op, det får så være. De tykke lag af gule og brune blade fik jeg heller ikke med i en sidste gang bio-klip med havetraktoren. Nu ligger de under sneen, så må vi se hvordan det går med græsplænen denne vinter. Når den må klare sig uden det mindste lys.

Men inden døre kan man hygge sig ved pejsene, den ene i atelieret (det med neonrørene) og den anden i Pejse Salen hvor der igen i år vil være stor udstilling af ikke mindre end fire keramikere, en billedhugger, en pilefletter, en grafiker og to billedkunstnere med henholdsvis maleri og tegninger. En rigtig Juleudstilling! Og masser af lys! 

lørdag den 1. november 2014

November

De sidste blade er faldet af den store lind efter disse fotos er taget. Nu skal jeg slå græsset for sidste gang i år. Forhåbentligt! Det er vist første gang jeg slår græs den 1. november, men det er nødvendigt! Græsset er højt og kraftigt i dette lune, våde efterår, som nu bliver til vinter.


onsdag den 9. oktober 2013

Hjerter i Haven!

Et Hjertetræ! Har her til morgen, på Claus Dalby's blog, læst om et såkaldt Hjertetræ, hvilket fik mig til straks at gå ud og kigge lidt på vores store Gårdtræ's blade. Gårdtræet er en Lind, plantet i starten af tresserrne har jeg ladet mig fortælle. Ganske rigtigt er lindens blade også fint hjerteformede og så gule som citroner og sommeræbler på een gang!
Det specielle ved linden, er at den meget tidligt skifter farve, og ikke, som de fleste andre træer først til brunt og senere gul, men nærmest bliver gul over-night, mens alle andre træer stadig står med grønne blade. Men flot ser det ud, somom der pludselig bliver tændt lys på gårdspladsen! Jeg nænner ikke at begynde at rive bladene sammen, ikke før de bliver kedelige at se på!
Lidt hjerteformede er de da! Men ikke som hos Hjertetræet smukt ensartede og afrundede. Hvis ikke vi i forvejen havde så mange træer, var Hjertetræ bestemt et træ jeg ville overveje at plante her. men som det er nu, fælder vi hvert år ca. 5-6 træer, bare for at få lidt mere lys og luft.

torsdag den 16. maj 2013

mandag den 4. juni 2012

Som en stor Parasol

Nu står Gårdtræet, den smukke Lind, igen som en stor parasol med underkant lige over hovedhøjde, efter en tiltrængt klipning. Så kan lastbiler og fragtfolk igen køre hele vejen rundt uden at blive dasket over forruden og vi kan igen nyde udsigten op mod marken og udsigtshøjen når vi sidder på bænken foran huset. 

Grenene? De ender på Sankt Hans Bålet :-)

søndag den 19. oktober 2008

Lystræer og Skyggetræer



Efter besøg fra Det Danske Hedeselskab, som nu slet og ret hedder HedeDanmark , har jeg nu lært at skelne mellem Lys- og skyggetræer.

Et skyggetræ har bladene placeret sådan, at meget lidt lys slipper gennem kronen (2-3% af dagslyset). Det betyder at træet kan vokse i ret svagt lys. Lind, Bøg, ær, rødgran og ædelgran er skyggetræer. Lystræer derimod slipper 10-20% af lyset igennem. De skal derfor vokse i fuldt dagslys. Eg, birk, skovfyr og lærk er lystræer. Denne Lind, som ellers er et Skyggetræ, lyser nu godt op i oktober. Men kun ganske kort.