Viser opslag med etiketten Natur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Natur. Vis alle opslag

onsdag den 10. oktober 2018

Land Art anno 2018

De forskellige værker af Land Art, vi har haft her på gården er nu efterhånden gået i et med naturen, så fornyelse var tiltrængt. Jeg har været i mosen og skære pil, og i haven og samle astilbe stilke til senere tørring og indfarvning. Resultatet ser i her!

'Sundance' - indfarvet pil på trærod.

'Pink Walk' - indfarvet hassel på hasselgang.


'Pipe Psalm' - indfarvet astilbe



søndag den 16. juli 2017

Artsliste


Vi har haft biologer på besøg, for at få lidt styr på hvilke planter vi har her ved søen og i mark og eng. Her er f.eks. Billebo - Klaseskærm som vi har undret os lidt over.

Billeboklaseskærm (Oenanthe aquatica), ofte skrevet billebo-klaseskærm, er en én- eller toårig plante i skærmplante-familien. Det er en 50-130 centimeter høj sumpplante med en stængel, der ved grunden er opblæst med svampede hulrum og op til 10 centimeter i diameter. Planten er giftig. Navnet "Billebo" skyldes, at forskellige vandinsekter ynder at opholde sig i de luftfyldte dele af stænglen, der ved plantens død flyder om på vandet.

Så er her Vandaks - en masse! Og disse her:


Planter registreret hos Elin og Lasse den 25. maj 2017

Skov og Skovbryn:
Kostfuglemælk
Skovgaltetand
Liljekonval
Lav Ranunkel
Stor Nælde
Vild Kørvel
Agertidsel
Hundegræs
Hvid Anemone
Vorterod
Fløjlsgræs
Flitteraks sp.
Hindbær
Brombær 
Burresnerre
Dagpragtstjerne
Mosebunke
Haremad
Almindelig Hulsvøb

Sø:
Bittersød Natskygge
Vejbred-Skeblad
Bredbladet Dunhammer
Lysesiv
Billebo-Klaseskærm
Næbstar
Almindelig Fredsløs
Svømmende Vandsaks

Eng:
Almindelig brandbæger
Horse tidsel
Lancet-vejbred
Bellis
Glat ærenpris
Hundegræs
Lav ranunkel
Stor nælde
Agertidsel
Skvalderkål
Gederams
Bidende Ranunkel
Almindelig Kongepen
Tveskægget Ærenpris
Almindelig Røllike
Fløjlsgræs
Hanekro
Markforglemmigej
Almindelig Syre

Træer:
Hassel
Bøg
Vinter Eg
Rødel
Bævreasp
Almindelig Røn
Spidsløn
Ahorn
Ask
Hvidtjørn





mandag den 29. maj 2017

Hvad blomstrer i maj?

Når Syrenerne blomstrer
Når Gyvelen blomstrer!

fredag den 19. maj 2017

Vandretur på Gyllingnæs


Vandretur rundt om Gyllingnæs
med en veninde. Vi parkerede bilen på den lille p-plads lige hvor den nye, flotte allé starter, og tog derefter turen på knap 6 km ned til skoven, forbi Smedehuset, ned til stranden og en lille afstikker hen forbi Fiskerhuset, inden vi tog den samme vej tilbage. Vi kunne også have gået videre ad stranden hen til Vadegrund og Mantelenvej, men så var turen blevet til en 12 km tur, og det synes vi ikke vores ben var klar til den dag!
Flere af skovvejene er kantet af store, tætte flokke af Ramsløg, der blomstrer smukt i maj!

Et kig ind til Godset Gyllingnæs, som er en del af 'De 5 Gårde'. Her er ingen adgang, ligesom der ikke er adgang til flere andre veje herinde i skoven. Dette er diskret og fint markeret med Privat Skilte. Her må kun færdes til fods eller på cykel.

mandag den 21. december 2015

Vindens Værk




Denne klumme er i dag at læse i Århus Onsdags tillæg Syd, hvor jeg skriver om livet syd for Århus og i dette tilfælde om Vind og Vejr - og Japansk Vindtegning
Japaneren begav sig ud på sletten en klar og blæsende morgen, og gik straks gik igang med arbejdet med at bygge en bambushytte. Hytten blev bygget som et lille rundt hus uden vinduer og så tilpas utæt at der var en god træk, når vinden rigtig fik fart på hen over højsletten. Forestil jer et meget stort fuglefoderhus!

Japaneren hentede nu en rulle papir, ca. 1 meter i bredden, som han rullede ud og derefter beklædte væggene med,  hele vejen rundt i den lille hyttte. Tilsidst anbragte han en bambusstok, ophængt centreret i en snor fra hyttens loft. Hver ende blev snittet af og i hvert hul skruede han nu et stykke blødt sort kridt. Stokken var så lang at begge kridt lige præcis berørte det udspændte papir på hyttens sider. Nu kunne værket begynde at tage form.

Allerede inden japaneren forlod hytten havde trækvinden taget fat, og bambusstokken begyndt sin yndefulde dans og hoppen hen over papirets bane!

I et helt døgn blæste vinden og den centreret ophængte stok, gjorde som en sådan vil opføre sig i stærk træk: Den drejede rundt og rundt, den dansede op og ned, den stod indimellem stille samme sted og sitrede eller hakkede pludselig frem og tilbage som en spættes hamren på et træ. Og kridtene for hver sin ende af stokken blev kortere og kortere efterhånden som vinden tegnede med dem, og brugte dem op.

 I én lang sort repeterende og rytmisk dans tegnede vinden sine landskaber, med bjerge og dale, med drivende skyer og forvredne træer, nogle steder sort og tæt, andre steder kun svage aftegn, prikker og punkter, afsat med naturens hånd, men hele tiden rytmisk, gentagende, og altid i vandret vandren.

Japaneren vendte tilbage da døgnet var omme, tog stokken ned, rullede papiret sammen i en rulle, og begav sig igen hjemad til sit hus. Der blev den flere meter lange tegning hængt op på væggen og landskabet viste sig for ham, som vinden havde beskrevet det. Ved selv at tilføje ganske lidt: to mennesker på vej op ad et bjerg, fuldendte han vindens værk.

Se det var jo næsten et eventyr, og alligevel ikke. Sagnet, for det er hvad det er, fandt jeg for en 15 - 20 år siden, langt ude i Cyber Space,  på en engelsksproget webside jeg forlængst har glemt eksistensen af og dermed navnet på. Teksten er derfor oversat og fortolket frit efter hukommelsen. Men i årenes løb har netop dette sagn været en stor inspirationskilde i mit arbejde med tegning og undervisning. Det poetiske i dette at fange vinden, lege med naturens kræfter og sætte dem ind i et kunstnerisk koncept er således ikke noget nyt i kunstens verden. Sagnet skulle været mange tusinde år gammelt, og kunstnere verden over har da også fortolket og parafraseret over vindtegning i århundreder.

Selv har jeg brugt sagnet omskrevet til tegning med 3 meter lange hasselstave, med kridt bundet på spidsen, eller  kviste dyppet i sort japansk tusch, som man derefter tegner/maler med, på store ark papir anbragt direkte på jorden. Ved at sætte hasselstaven i bevægelse, få den til at dirre, svinge og vibrere hen over papiret kan man opnå endda meget smukke, kalligfafiske virkninger med denne metode. Virkninger man aldrig ville kunne opnå med en almindelig kort pensel. 

I disse dage har vinden igen været på spil og her er også tilføjet nye detaljer til omgivelserne. To gamle træer har lagt sig ned og åbenbaret dybe huller i jorden. Deres kroner står som kalligrafiske streger op mod himlen i et filigran af linjer og knækkede streger. Vinden har udført endnu et værk!

mandag den 12. november 2012

Regnbue Tirsdag

En vældig regnbue stod på himlen i næsten 20 minnutter tirsdag. Der kom ingen regn ud af den store, mørke sky, i hvertfald ikke her, men solen skinnede og kastede et gyldent lys over mark og eng, dramatisk med lange sorte skygger og solstråler som projektørlys ned over landskabet. Så er det med at komme ud at fotografere!




torsdag den 25. juni 2009

Frokost i Lindetræet

Photobucket
Forleden kom et egern farende hen over gårdspladsen og op i Linden. Egernet havde fart på og vidste lige hvilken gren den
skulle hen på, og derfra ned og snuppe en mejsebold i grønt net og det hele med sine små tyvagtige forpoter, og så op på en
større gren, hvor måltidet kunne begynde. En hel halv time tog det, og vi måtte godt komme tæt på, egernet var midt en salig
rus af fed fuglemad og ænsede ikke at vi til sidst stod næsten nedenfor grenen hvor det sad!

Photobucket

tirsdag den 28. april 2009

tirsdag den 21. april 2009

At lukke Lyset ind

Photobucket
Først kommer vintergækkerne . . . og siden anemoner!


Photobucket
Happy Earth Day 22. April · En forholdsvis ny Mærkedag, som første gang blev fejret i 1970 som en dag til specielt at gøre
opmærksom på omsorg for miljøet.
Her prøver vi at lukke lyset ind ved at fælde træer. Der står stadig en hel del gamle, udgåede træer rundt om på ejendommen.
De, der stod i fare for at vælte ned over huset under en storm, blev fældet sidste år og skal nu skæres op til brænde.
Der er lidt udvælgelse tilbage at gøre: Hvilke af de unge træer skal blive og hvilke skal væk? Jeg hælder mest til at lade bøgene stå,
til fordel for ahorn og ask, som her i forvejen er rigtig mange af. Her er også en del gamle hyld, for hyld skal der være ved en gård!
Flere steder lader vi gamle, trøskede stubbe eller halve stammer stå (eller ligge). Det er guf for fuglene; sådan en stub indeholder
et væld af biller, larver og andet kryb.

tirsdag den 7. oktober 2008

Kunsten at leve et Vildt og Poetisk Liv

I morges stod Katten og jeg tidligt op, og startede dagen med at tage vores piller. Mine blodtryk's; hurtigt ned med et glas vand, mens Kattens piller var en lidt mere omstændelig sag, idét dyret stritter meget imod, ved enhver form for medicinering.

Katten skulle ha' 1/4 Actavis mod betændelse og 1 lille blå Prednisolon (binyrebarkhormon) mod aldersbetingede forstyrrelser. Disse piller glider dog pænt ned hvis de først hver især bliver omhyggeligt trillet ind i en lille kugle af fars, helst flæskefars, som Katten sætter meget stor pris på.

Derefter går turen op på det lille hjørnekontor hvor dagens mail checkes mens der ryger to - tre kopper stærk Café Noir ned. Når det lysner udenfor er det tid til en tur ned i skoven, rundt om Søen og ud i landskabet med mit kamera.

I disse dage er der mosekonebryg, rimfrost og andetræk på programmet. Lindens knaldgule blade og Blodblommens komplementære svar i dyblilla. Pilen ved Søen lyser Limegrøn i de sorteste skygger og hejrens blågrå vingeslag pisker vandet op i sølv og sepia. Jeg klikker løs indtil displayet lyser rødt. Så går turen hjemad. Hjem til manden, der nu er stået op, kattene, mere kaffe og dagens aviser . . .

Kunsten at leve et Vildt og Poetisk liv? Åh Ja! Det er jo en roman af Tomas Espedal, som jeg også skal se at få læst færdig inden alt for længe!

Noget om Land Art

Photobucket

Her, i et hjørne af brombærkrattet, har en lille samling af flettede og sammenvoksede efeu ranker fundet sin plads. Sommerens tilvækst skjuler dem, men nu i efteråret dukker de op igen. Naturens eget Flet Værk!

Dagens citater: "Land art er en kunstnerisk udfoldelse uden for galleri- og museumsverdenen, der anvender naturen som materiale eller landskabet som overflade eller rum til at indskrive og præsentere dens værker."

"Land art er geo-poetisk kunstnerisk udtryk, Land art, jordværker eller ecological art er world art - eller verdenskunst."

mandag den 6. oktober 2008

Noget om Træer

Photobucket

Jeg har noget med træer. Har altid været betaget af træer. De optræder da også jævnligt i min billedverden, især de store ege og asketræer som vokser her i bakkerne rundt om gården. Træer har altid haft en speciel plads i myter og religion. Digtere og kunstnere, videnskabsmænd og historikere; gartnere, økologer og filosoffer – alle beundrer de træet, og dog kan ingen eftergøre det, kun tiden kan.

Træer inspirerer; det har længe givet ly og læ. Sammen med f.eks. sten vil det altid forblive det rene, tavse vidne til alt hvad der sker. Det personificerer skønhed, romantik, genfødsel og mystik, og for dem der hælder til det overnaturlige (ikke mig) kan det ovenikøbet være istand til både at påkalde gudernes vrede samt tilskynde alfeverdenen til kamp og gengældelse!

Vore forfædre var godt klar over at træer skulle respekteres. Det moderne menneske er ofte langt mere primitiv i sin forståelse af den naturlige verden og sit inderste væsen. En gran kan nemt overleve selv det mest sikre fort. Forfattere fra Pliny til Yeats, J.G.Frazer og Robert Graves har udforsket træets symbolisme og gennem skabelsen af hobbitten, viste en forfatter som f.eks. Tolkien sin store respekt og beundring for træet som sådan.

En storm kan fælde et træ, men kun mennesket kan rejse skov for udelukkende at tænke i profit og udkomme.

lørdag den 22. marts 2008